Fri adgang til virtuel undervisning i karantæneperioden

Mens skolerne lukker ned, åbner fire af Danmarks største uddannelsesforlag op for deres digitale undervisningsmaterialer. Fra i dag kan alle elever på skoler, som udbyder ungdomsuddannelser, få fri adgang til samtlige iBøger fra Systime, Gyldendal Gymnasium, Forlaget Columbus og Dansklærerforeningens Forlag. Det giver mulighed for virtuel undervisning i karantæneperioden.

I det næste stykke tid kommer klasselokaler og lærerværelser på landets gymnasier, erhvervsuddannelser og FGU’er til at stå tomme. Elever og lærere er blevet sendt hjem for at mindske coronasmitten. Med adgang til et digitalt bibliotek af iBøger kan lærere og elever fortsætte undervisningen uden for skolen. Fire uddannelsesforlag stiller deres digitale iBøger gratis til rådighed.

“Det er en svær situation for landets ungdomsuddannelser, derfor har vi fire forlag besluttet at stille alle vores iBøger gratis til rådighed for skolerne i karantæneperioden. Med adgang til samtlige iBøger får eleverne adgang til undervisningsmateriale, der dækker alle fag på ungdomsuddannelserne. Vi håber dermed at gøre det lettere for lærere og elever at fortsætte den daglige undervisning”, siger administrerende direktør på Systime Birte Ravn Østergaard.

iBøger er webbaserede, multimodale læremidler. Det vil sige, at de foruden tekster og billeder kan bestå af video, lyd, interaktive opgaver, værktøjer m.m. En iBog læses online på computer, tablet eller smartphone.
For at få adgang til iBøger fra forlagene, skal den enkelte skole kontakte Systime på 70 12 11 00 eller systime@systime.dk.

Education - This is a contributing Drupal Theme
Design by WeebPal.