Om værktøjskasserne - fra fagkonsulenten
Kære spanskkolleger
Jeg har erfaret, at der er debat om værktøjskassernes forskellige indhold i henholdsvis fransk, spansk og italiensk på stx og hhx.
Det er mit ønske at give de bedste forhold og rammer for vores elever og deres sprogindlæring i spansk, fransk og italiensk. I dette skriv vil jeg forsøge at afklare historikken, præmissen og det videre forløb for værktøjskasserne.
Værktøjskassen blev først udarbejdet til forsøget med den skriftlige prøve i spansk A stx i november 2023, og den blev revideret i november 2024. Opgavekommissionerne i spansk A hhx, fransk A hhx, fransk A stx og italiensk A stx udarbejdede Værktøjskasser i juni 2025. Værktøjskassen i spansk A stx har som udgangspunkt været skabelon for værktøjskasserne i de andre sprog.
Den grundlæggende præmis i udarbejdelsen af værktøjskassen var at udvikle et redskab, der kunne tages med ind i den daglige undervisning. Værktøjskassen bygger på mestringstanken og det funktionelle sprogsyn, og når der arbejdes systematisk med værktøjskassen, kan det støtte elevens sprogproduktion. Det er ikke hensigten, at værktøjskassen er et opslagsværk eller en minigrammatik. Værktøjskassen er skåret ind til benet, og der er bevidst truffet nogle valg, i forhold til inklusion og udeladelser af det grammatiske stof.
Værktøjskasserne i de romanske begyndersprogfag er således ikke helt ens. Opgavekommissionerne har i produktionen af værktøjskasserne foretaget nogle indholdsmæssige valg vedrørende relevante områder og sproglige udfordringer, eleverne kan have jævnfør sprogenes struktur. Eleverne bliver dermed hjulpet i forhold til de sproglige udfordringer, de forskellige sprog stiller. Ved de skriftlige prøver i sommerterminen bliver eleverne, som altid, vurderet ud fra de hjælpemidler (opgavesættet og værktøjskassen i det enkelte fag), de har til rådighed, så alle eleverne får en retfærdig bedømmelse, hvad enten de aflægger skriftlig prøve i fransk, spansk eller italiensk. Det er en opgave, de skriftlige censorer bliver klædt på til.
STUK følger altid erfaringerne fra prøverne og har naturligvis et særligt fokus på de nye skriftlige prøver i romanske begyndersprogfag, som implementeres endeligt her til sommer. Vi ser i denne forbindelse på, om der fremover er behov for justeringer, hvad angår bedømmelsen, prøvesættene og/eller værktøjskasserne.
Jeg ser frem til at se jer til FIP.
Mvh Tine Brandt, fagkonsulent
Den 3. februar 2026