10. november 2024

Spansklærerforeningens bestyrelses høringssvar til ’Forsøg med Skriftlig eksamen i Spansk A 2024’

Image
Pixabay / Pexels

Her er det høringssvar, som Spansklærerforeningens bestyrelse har indsendt i forbindelse med forsøgene med skriftlig eksamen.

 

Forsøgsprøve 1

Bestyrelsens holdning er at Forsøgsprøve 1 giver rigtig gode muligheder for at vurdere elevernes skriftlige kompetencer.  Prøven viser tydeligt i hvilket omfang eleverne har tilegnet sig dels læseforståelse, dels et grundlæggende ordforråd samt en grundlæggende viden om syntaks og morfologi, som kan omsættes til et ukompliceret og sammenhængende sprog.

Disse kompetencer indgår også i opbygningen af elevernes mundtlige udtryksfærdighed. Derfor bliver arbejdet med skriftlighed en direkte støtte til, at eleverne også kan udvikle et klart og rimeligt flydende mundtligt sprog. Overordnet set vil man derfor kunne arbejde mere sammenhængende med mundtlighed og skriftlighed.

Delprøve 1 kan med fordel udvides til en varighed af halvanden time og med 2 ekstra opgaver, idet de to ekstra opgaver tydeligt vil demonstrere om en given elev skal have f.eks. karakteren 4 eller 7.

I delprøve 2 bør man genoverveje relevansen og antallet af de forskellige genrer i delprøve 2. Især læserbrevet forekommer fremmede for en del elever. Vi ser helst, at fokus er på godt og klart sprog samt på det kulturelle og interkulturelle aspekt frem for et kendskab til genrer.

 Vi anbefaler at værktøjskassen i delprøve 2 gennemses med henblik på tydelighed, eksempler og oversættelser f.eks. ved verbalperifraser og dativstyrende verber.

Bestyrelsen vil påpege, at prøveformen bliver en udfordring for de ordblinde elever - medmindre man fastholder den nuværende ordning, hvor ordblinde elever har ret til at skrive på computer med adgang til programmer, der giver hjælp til oplæsning og ordforslag. Eleverne skal printe deres besvarelse ud og aflevere den på papir af hensyn til den praktiske afvikling af censuren.

Forsøgsprøve 2

Bestyrelsen er meget tilfreds med, at Forsøgsprøve 2 ikke kommer til at danne grundlag for en ny skriftlig prøve. Den vigtigste årsag er, at den nuværende mundtlige prøveform fungerer meget tilfredsstillende i forhold til at vurdere elevernes mundtlige udtryksfærdighed både i forhold til tekst og billede. Endvidere giver prøveformen et godt indtryk af elevens viden og forståelse af de kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold, som undervisningen har haft fokus på. Vores vurdering er, at Forsøgsprøve 2 ikke ville give de samme muligheder for at prøve elevernes udbytte af undervisningen.

Endvidere kunne man frygte, at prøveformens udgangspunkt i det skriftlige produkt lægger op til en ’snydkontrol’, som allerede i den nuværende skriftlige prøveform – og i det daglige arbejde med at træne den – lægger beslag på lærernes ressourcer samt påvirker relationen mellem lærer og elev på en højst uheldig måde.

Overordnet om forsøget

Bestyrelsen anbefaler desuden, at HHX også får en ny og tilsvarende læreplan med en ny skriftlig prøveform, eftersom den nuværende prøveform giver de præcis samme udfordringer som på STX.

Vi er bevidste om, at den nye prøveform ikke afspejler det studie- og arbejdsliv, som eleverne uden tvivl skal navigere i efter studentereksamen, hvor AI givet vil spille en stadig større rolle.

Som forsøgsprøve 1 foreligger nu, antager vi, at en del af det skriftlige arbejde fortsat vil foregå på skolerne for at undgå snyd. Dermed vil en del af elevtiden kunne bruges til at afprøve mundtlige og skriftlige formater, der bruger AI til idegenerering, informationssøgning, som trænings- og sparringspartner og - ikke mindst - træner eleverne i at vurdere værdien af den hjælp, AI tilbyder.